Stokbros blog

Jeg kom til at betegne sandhed som knyttet til deiksis, men tror at man må gå til den videnskabelige praksis, hvor metode spiller en rolle, for at finde ud af, hvad den forestilling egentlig indeholder. Der er i den videnskabelige produktion et krav om gennemsigtighed, altså en rationel fremadskriden (et kausalrelationelt-lignende krav), der om ikke kan efterprøves, så dog overbevise ved sit stringente, metodiske trav. Deiksis, hvori beviset egentlig blot er en købmandsagtig stillen til skue, er beskrivende nok i forhold til nævnte produktion, men det efterlods kommer ikke rigtig til syne i begrebet, hvorfor nok epideiksis er mere beskrivende, idet den fremstillen (det faldbudte intellekt), der er tale om her ganske enkelt er en følge af dette at pege. I retorikken er det en mønstertale (en blasert fortræffelighed), der indeholder en snert af show (jf. Aristoteles Retorikken 1358b og s. 270). Det hedder i en note om epideiksis:

Det, der “præsenteres”, er på én gang det emne, der tales om, og talerens (”den foredragendes”) evne til at gøre dette klart og virkningsfuldt. (s. 256)

Det klare er vel i den sammenhæng underordnet det virkningsfulde, dvs. det overtalende moment i det faldbudte. Det showmæssiges karakter er givet med den gruppe, der skal underholdes. Der er ikke nogen væsentlig forskel mellem den ene eller den anden form for underholdning, der er kun forskellige grupperingers smag; underholdningsværdien er givet med i hvilken grad taleren formår at bevare (og besvare) grupperingens (egen) følelse af nødvendighed. Chaïm Perelman og Lucie Olbrechts-Tyteca hævder et sted en lignende position:

The speaker engaged in epideictic discourse is very close to being an educator. Since what he is going to say does not arouse controversy, since no immediate practical interest is ever involved, and there is no question of attacking or defending, but simply of promoting values that are shared in the community.

Videnskabelig produktion kan, læst som symptom, udtrykke en given gruppes værdihierarki; at være succesfuld på det felt er med andre ord udtryk for evnen til at levere (forventelige) resultater, der knytter sig til en bestemt metodisk sandhed.

Videnskabelig produktion er reproducerende og afhængig af den enkelte forskers showmanship, hans evne til at levere smæk for skillingen, dvs. promovere et blandt flere udstillingsvinduer. Showmanship og godt købmandskab er sammenhængende: man har en målgruppe, der i forvejen applauderer en given vare.

Sygeplejerskernes barnlige horisonts kynisme, der som altid er iklædt den retfærdiges harme, har blotlagt en regressiv magtstruktur. De strejkende vil have mere i løn, og de accepterer kun en ubetinget kapitulation fra de Danske Regioners side; strejken har med andre ord blotlagt de latente voldsspor, der omgærder enhver magt. Det har allerede kostet menneskeliv, men det fantastiske (hvis man kan sige det sådan) ved denne strejke er, at menneskelivet bare er blevet ét blandt mange pressionsmidler - blot er det passivt og ikke aktivt; blodet er ikke længere helligt, det er en forhandlingsstrategi. Der er ingen principielle forskelle mellem denne strejke og den kynisme Sloterdijk beskriver i sin kynismekritik, hvor der ikke findes nogen kommunikation mellem det anstændige privatmenneske og den kalkulerede, økonomiske apperception i en professionsklasse; den kyniske kalkulation indbefatter døden. Spørgsmålet er hvor mange døde, der er kalkuleret med? Er sygeplejerskerne den varme masses progressive form, hvori enhver udladning er passiv?

Det liberale samfunds kampråb, der står bøjet i jern over bl.a. Theresienstadts og Auschwitz’s ruinøse gestalter, fik formene støbt af en udpint arbejderbrigade, de svage i ånden, der gjorde arbejdet til en religiøs beskæftigelse, hvori frelsen fra det ulidelige helvede hverdagen var skulle findes; og det hvinende budskab skulle hentes direkte ud af jødedommen, hvis hårdt trængte menneskepark kun havde døden at se frem til med dens apokalyptiske “sabbaternes sabbat”. Håbet er arbejdsgiverens største aktiv i modstanden mod enhver form for oplysning, der ikke kommer fra neonrør og falder lige så nådesløst sanitært på fabriksgulvet og de arbejdende som projektørlyset på den undvegne fange eller det moderat fysisk tiltalte jeg, der er reduceret til sit kød i forhørslokalet. Det eneste der er tilbage at håbe på, når man når igennem til den anden side, når urene stopper og stempelkortet er kørt igennem er en hverdag under barnets romantiserede tegn, hvor der alene var lyst og frihed, hvor nogle få ugers frihed og latter i en sommerferie i det retroaktive tilbageblik udstrækkes til hele barndommen. Dét er den frihed arbejdet tildeler den enkelte: frihed fra at bekymre sig, hvilket vil sige frihed fra at tænke. Tilbage er alene galskaben, idiotens careless playing, der hos den intellektuelle oversættes i billedet på Gödels lig på stuegulvet: paranoikerens rettidige omhu i et fjendtligt indstillet samfund. Det er statens totalfantasi, at de intellektuelle tager livet af sig selv, hvorefter de maskinelle intelligenser for en tid kan bearbejde det fjolleri, der ikke umiddelbart kunne bruges i samfundets økonomiske reproduktion, mens arbejderne, en reklassificering den siddende regering har reaktualiseret, er for trætte til at tænke overhovedet.

På DR Nyheder kan man læse følgende: “Jeg er blevet inviteret, og jeg tager derover og oplever det, jeg skal opleve, og støtter de danske atleter, siger idrætsordfører Troels Christensen (V).” Citatet er interessant, fordi Christensen lægger enhver egenvilje fra sig, idet han benytter verbet ’skulle’, hvilket kaster Christensen ud i kynikerens afmagt: privatpersonen er blevet stødt på sine moralske principper, men den offentlige person er fanget i magtapparatet, og da Christensen ikke kan finde moralske grunde for at støtte op om åbnings- og afslutningsceremonierne, lader han sig omslutte fuldstændig af sin afmagt i en passivkonstruktion; fra og med invitationen kører resten på skinner. Christensen er simpelthen tvunget til (i et forsøg på at opretholde kynikerens vandtætte skodder mellem privat og offentlig sfære), passivt at opleve det, andre forventer af ham at opleve.

18. marts 1968 holder Robert Kennedy en tale, hvori følgende angreb på økonomernes målelige fremskridts-hierarkier

Too much and for too long, we seem to have surrendered personal excellence and community value in the mere accumulation of material things. Our Gross National Product, now, is over eight hundred billion dollars a year, but that GNP — if we judge the United States of America by that — that GNP counts air pollution and cigarette advertising and ambulances to clear our highways of carnage. It counts special locks for our doors and the jails for the people who break them. It counts the destruction of the redwoods and the loss of our natural wonder in chaotic sprawl. It counts napalm and it counts nuclear warheads, and armored cars for the police to fight riots in our cities. It counts Whitman’s rifle and Speck’s knife, and the television programs which glorify violence in order to sell toys to our children.

Yet the Gross National Product does not allow for the health of our children, the quality of their education, or the joy of their play. It does not include the beauty of our poetry or the strength of our marriages, the intelligence of our public debate or the integrity of our public officials. It measures neither our wit nor our courage, neither our wisdom nor our learning, neither our compassion nor our devotion to our country; it measures everything, in short, except that which makes life worthwhile. And it can tell us everything about America except why we are proud that we are Americans.
[citeret efter The Glaser Progress Foundation]

Jeremy Rifkin skriver i “Den europæiske drøm . Hvordan Europas fremtidsvision langsomt fortrænger den amerikanske drøm” (s. 166-168) bl.a. om Frederick J. Turner, der 12. juli 1893 på et møde i American Historical Association læste op af en afhandling “om opløsningen af grænsen mellem beboede og ubeboede områder”, og heri mener Turner at kunne se “to drømme, der havde præget det amerikanske åndsliv”. Den første er drømmen om “individuel frihed til at konkurrere om kontinentets ressourcer uden restriktioner - nybyggerdrømmen.”, mens den anden drøm er “”idealet om demokrati, styring af og for folket, foretaget af folket”. Disse to drømme udfoldede sig i takt med “omdannelsen af de frie offentlige områder og USAs råstoffer til privat ejendom”.”

Turner citerer endvidere franske Emile Gaston Boutmy for at skrive, at “Det slående og ganske særlige ved det amerikanske samfund er, at det ikke så meget er et demokrati som et stort kommercielt selskab, der står bag opdagelsen, dannelsen og den økonomiske udnyttelse af sit eget enorme territorium.” Turner afslutter sin afhandling med følgende overvejelse:

Så længe heldet til at samle stor rigdom med henblik på forherligelse af individet er den eneste eller dominerende målestok for succes, så længe materiel velstand er det evige løsen, uanset hvilke omkostninger den har, eller hvilket samfund den skaber, er det amerikanske demokrati - den tillid til den jævne mand, som pioneren sætter så højt - i fare. Thi de stærkeste vil med usvigelig sikkerhed bevæge sig mod et hvilket som helst mål, som samfundet opstiller som det højest opnåelige.

Men skriver Rifkin, i et nuancerende vedhæng til Turners kritik:

Amerikanerne interesserer sig ikke for pengene i sig selv. Drivkraften er snarere en søgen efter den personlige sikkerhed, som følger med at være besiddende, overbevisninger om, at vores ejendele gør os frie [...], det var det amerikanske folk, der blev de varmeste fortalere for den europæiske idé fra oplysningstiden om, at privat ejendomsret er lig med frihed.

Og i alt dette kan jeg ikke lade være med at se på vores egen lille andedams CEPOS, der sværmerisk og med en romantikers evne til at se sandheden stålsat arbejder for netop dét: individets ret til selvudfoldelse i fri konkurrence med andre, hvor ejendomsretten er alfa og omega. Det er billigt og asocialt, og omkostningerne for en lignende tankegang ser vi konsekvenserne af nu. Vi blev ikke forvist fra det socialdemokratiske paradis i 2002, men samfundet er blevet fattigere (nogle af vores basisfødevarer er steget med op til 50%, mens langt de fleste er steget med 20-25%, noget skyldes kornpriserne, men den siddende regering bærer sin del af skylden) … med mindre BNP og (den manglende) udenlandsgæld er vores eneste (målelige) værdier.

Skal vi endelig tale om begreber som individ, selvudfoldelse og frihed, så er de ikke umulige men dog dybt problematiske at definere økonomisk.