Stokbros blog

Vi har (det er ganske vist) en teoretisk forpligtelse, det har, forud for og efter sletningen, været mit udgangspunkt på bloggen. Teorien er det muliges lokalitet, det vil sige, det endnu ikke gendrevede, men også det endnu ikke istandsatte, hvilket betyder, at det endnu ikke er blevet faktum, noget udstillet og falbudt - en fetich. I den passage, mellem det gendrevede og faktum, for sådan må det være, slår det teoretiske ud i sin sandhed. Dér rekonstituerer virkelighedens symbolske felt sig i hele sit repressive begær efter at inddrage alt i sit mellemværende; det er ikke os, der handler gennem det symbolske, men dette fuldstændigt fremmede (jf. Nietzsche, Freud og Lacan), dette ‘Es‘, der handler gennem subjektet. Vores forpligtelse er med andre ord på en sådan måde, at vi må rekonstruere det fremmede(s) spor.

Jeg kom til at betegne sandhed som knyttet til deiksis, men tror at man må gå til den videnskabelige praksis, hvor metode spiller en rolle, for at finde ud af, hvad den forestilling egentlig indeholder. Der er i den videnskabelige produktion et krav om gennemsigtighed, altså en rationel fremadskriden (et kausalrelationelt-lignende krav), der om ikke kan efterprøves, så dog overbevise ved sit stringente, metodiske trav. Deiksis, hvori beviset egentlig blot er en købmandsagtig stillen til skue, er beskrivende nok i forhold til nævnte produktion, men det efterlods kommer ikke rigtig til syne i begrebet, hvorfor nok epideiksis er mere beskrivende, idet den fremstillen (det faldbudte intellekt), der er tale om her ganske enkelt er en følge af dette at pege. I retorikken er det en mønstertale (en blasert fortræffelighed), der indeholder en snert af show (jf. Aristoteles Retorikken 1358b og s. 270). Det hedder i en note om epideiksis:

Det, der “præsenteres”, er på én gang det emne, der tales om, og talerens (”den foredragendes”) evne til at gøre dette klart og virkningsfuldt. (s. 256)

Det klare er vel i den sammenhæng underordnet det virkningsfulde, dvs. det overtalende moment i det faldbudte. Det showmæssiges karakter er givet med den gruppe, der skal underholdes. Der er ikke nogen væsentlig forskel mellem den ene eller den anden form for underholdning, der er kun forskellige grupperingers smag; underholdningsværdien er givet med i hvilken grad taleren formår at bevare (og besvare) grupperingens (egen) følelse af nødvendighed. Chaïm Perelman og Lucie Olbrechts-Tyteca hævder et sted en lignende position:

The speaker engaged in epideictic discourse is very close to being an educator. Since what he is going to say does not arouse controversy, since no immediate practical interest is ever involved, and there is no question of attacking or defending, but simply of promoting values that are shared in the community.

Videnskabelig produktion kan, læst som symptom, udtrykke en given gruppes værdihierarki; at være succesfuld på det felt er med andre ord udtryk for evnen til at levere (forventelige) resultater, der knytter sig til en bestemt metodisk sandhed.

Videnskabelig produktion er reproducerende og afhængig af den enkelte forskers showmanship, hans evne til at levere smæk for skillingen, dvs. promovere et blandt flere udstillingsvinduer. Showmanship og godt købmandskab er sammenhængende: man har en målgruppe, der i forvejen applauderer en given vare.

And as all this detail contains other prior, or yet detailed contingents each of which also requires a similar analysis to provide its reason, one is no further ahead. The sufficient or final reason must lie outside of the sequence or series of this detail of contingencies, however infinite it may be. (Leibniz “The Monadology”)

For de kontingente serier gælder det, at den tilstrækkelige grund eller finale årsag skal findes uden for serien selv. Der er en tvetydighed i det, sådan som jeg læser det. Konjunktionen “or” betyder enten at de to årsager er de samme eller at der er en final årsag ved siden af den tilstrækkelige grund. Havde der været en finalårsag ville den kontingente serie imidlertid ikke eksistere, hvorfor den finale årsag (og ikke finalårsagen) må være en uddybende eftersætning til den tilstrækkelige grund.

Den tilstrækkelige grund er et erkendelsesprincip, og det vil sige den er en regel om hvordan noget skal forholde sig under bestemte omstændigheder. Hunden ligger begravet under verbet skal, for princippet er indført som et korrektiv til erkendelsen, for til enhver tilstrækkelig grund må en tilstrækkelig grund findes ad infinitum. I monadologien er den tilstrækkelige grund Gud (stk. 38) og dvs. princippet kun gælder for det øjensynligt kontingente; øjensynlig fordi hvis Gud indsættes som ekstern finalårsag er det kontingente kun kontingent ud fra det menneskelige erkendeapparats utilstrækkelighed, hvorfor de kontingente sandheder sub specie aeternitatis er nødvendige, vi ved det altså bare ikke.

Alligevel er forestillingen om kontingensens serialitet interessant. Serien indeholder (måske ifølge Deleuze?) vigtigst en differens, der muliggør serialiteten ved at ophæve identiteten. Serialiteten udgør en differensserie, der antaster selve begrebet om serie ved at delelementernes forskellighed træder i forgrunden, og dog: for anskuer man serien som en narrativ struktur, der netop arbejder ud fra begrebet progression, en afpasningsfremdrift, hvis egentlige retning er den modsatte, nemlig en tilbagedrift, den er retroaktiv, så fremtræder serien først i dette lys som nødvendig. Seriens tilrettelæggelse af differenserne er kun øjensynlig nødvendig og snarere kontingent; stringensen, videnskabens strenghed, udviser på den måde den stik modsatte retning af Leibniz’s. Det gør den bl.a. ved sin narrativitet; postulatet lyder: at det teoretiske arbejde (jf. Holmgaards Teoriens topik) er underlagt de samme narrative strukturer, der garanterer serien dens serialitet. At den er retroaktiv betyder ikke andet end, at dens udgangspunkt er eksternt. Uanset hvor formalt et system, man har med at gøre, er det kontingent og struktureret eksternt.

Kontingensens serialitet er en ordning af differenser ikke ud fra deres ligeartethed, men ud fra deres argumentative styrke i mængden af dannede lokaliteter. Helheden er en retroaktiv sanktionering af det sande lokalt. Det betyder ikke at sandheden består i henvisningshelheder, men i serien, der er opbygget omkring differensernes prallellitet og altså struktureret eksternt (retorisk).

Jeg kom for nogen tid siden til at tænke på min barndoms Spørge-Jørgen, for hvem nysgerrigheden viste sig ufrugtbar og spørgelysten blev stillet med repressalier direkte dirigeret mod lystprincippet. Man kunne derfor sige, at det er en speget fornøjelse at genoverveje den lille billedbog, men på den anden side, afdækker den nogle interessante spørgsmål med hensyn til steriliseringen af magten i forskningspolitikken, hvis grundsætning er spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig.

Teksten til Spørge-Jørgen lyder i al sin enkelhed sådan:

Nu skal jeg fortælle dig om Jørgen!
Jørgen var en temmelig artig dreng
men han plaged’ alle med sin spørgen
fra han vågned’ til han gik i seng.
Far og mor de blev så træt af alt,
det han spurgte om var noget være pjat
tit han spurgte bare for at drille
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.

hvorfor har en mu ko ingen vinger
hvorfor siger den mu, og ikke vov
hvorfor sidder neglen på min finger,
hvis den sad på næsen var det sjovt
hvorfor sidder øjet ikke i nakken
hvorfor er jeg ikke blevet en kat
hvorfor kan min støvle ikke snakke
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.

hvorfor har en loppe ingen bukser
hvorfor er den lille fisk så våd
hvorfor blir’ en kylling ikke malket
hvorfor siger kommoden ikke noget
hvorfor er der mænd på mine seler
hvorfor skal man altid gå med hat
hvorfor spiser løven ikke jordbær
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad

Men en dag blev det hans far alt alt for meget!
Jeg fik smæk, og Jørgen blev lagt i seng,
og nu lå han der igen og spurgte
- næsten som en helt fornuftig dreng.

Hvorfor fik jeg ingen pandekager
hvorfor må jeg ikke lege mer’
hvorfor har jeg dog så ondt i numsen.
Jeg skal aldrig spørge fjollet mer’!

Jørgen er spidsfindig i sine spørgsmål, jævnfør adjektivet “artig“; spørgsmålene går fra det semantiske over biologiske til det ontologiske, men først idet det samfundsmæssige berøres, træder faren til i udfoldelsen af sin magt, idet Jørgen sendes i seng med en endefuld og uden pandekager. Når Jørgen spørger til mændene på selerne og begrundelsen for at gå med hat, så anfægter han et konformistisk samfund, for hvem rigide påklædningsregler er det synlige udtryk for magten. Faren udspiller statens rolle ved at genoprette magtens status quo.

Jørgens spørgsmål er “fjollede”, hvilket vil sige, at de går uden for de tilvante rammer for god spørgsmålsstillen. Den mest effektive måde at tilvejebringe stilhed er gennem magtens latterliggørelse af den, der formastede sig til at stille det forkerte spørgsmål. Det fjollede er ikke bare en latterliggørelse, men en måde at undergrave begæret på ved at udstille det som uovervejet eller barnligt. Overført på forskningen, udfører Jørgen en omgang grundforskning, hvor spørgsmålene ikke umiddelbart synes at have svar eller kun midlertidige svar, hvorfor de ikke er umiddelbart samfundsnyttige ud fra et økonomisk perspektiv, hvor tingene skal kunne betale sig, hvilket ikke betyder andet end, at det skal kunne forrente sig.

Men idet magten synes reetableret, stiller Jørgen nogle endnu farligere spørgsmå: hvorfor må jeg ikke lege mere og hvorfor har jeg ondt i numsen? Med andre ord: hvorfor må jeg ikke nyde mere, og hvad begrunder magtens voldsudøvelse? Jørgen er jo blevet ramt dobbelt hårdt, fordi han både er blevet straffet fysisk, men også er blevet forment adgang til nydelsen. Ved siden har voldsmonopolet har staten også tilranet sig rettigheden til at udpege hvem, der skal have lov til at spise pandekager, eller sagt på en anden måde: staten forbeholder sig retten til at definere den gode lyst over for den slette. Jørgens begær udspandt sig i de spekulative sfærer, hvorfor Jørgen bliver billedet på den forsker, der arbejder med grundforskning, som ikke umiddelbart synes logisk og som slet ikke har nogen øjeblikkelig nytteværdi. Det Jørgen lærer, og med ham forskeren, er, at skal man have del i pandekagerne, skal man altså have lov til at nyde, så skal det foregå på betingelse af de konforme principper udkastet af magten … Jørgen skal altså reproducere magten for at få del i pandekagerne.

Magtens repressalier består: 1) umyndiggørelse, 2) nydelsesvægring og 3) iværksættelse af dens egentlige hjemmel: volden. Jørgen rammes af alle tre repressalier, men indfanget i fornuften, yder han modstand mod magten på magtens præmisser i selvransagelsen, hvis blik allerede er inficeret af selvkritik: hvordan kan det være, at jeg ikke er i stand til at være fornuftig, dvs. reproducere magten på konformismens præmisser? Jørgen har altså to muligheder (og synes at have valgt den sidste): enten kan han udvikle sig til paranoiker eller til decentrerende dessertør.

Ovre på Abgrund og hos filoffen tages der til orde mod DIs ønske om en “høj grad” af erhvervsorientering af nye som gamle universitetsuddannelser og ønsket leveres med et tydeligt vink til humanvidenskaberne. Jeg er grundlæggende enig i, hvad Henrik og Carsten skriver i deres indlæg, men (der er altid et men) de humanvidenskabelige centre har været for dårlige til at forberede deres studerende på verden udenfor. Alt for mange humanister kommer tøvende ud på den anden side, tøvende og med et guldrandet kandidatbevis i hånden. Ovre på sociologi har man lavet en folder, der (beregnet på erhvervslivet) kort skitserer, hvad sociologi er for en størrelse, og hvorfor det er samfundsnyttigt. Det kunne være rigtig godt med sådan en folder på f.eks. litteraturfagene - som en aktiv modstandskamp mod regeringens fordummelse af universitet og samfundet generelt. Så langt så godt. På bundlinjen står kulturkampen, som var med til at sætte regeringen på magten (og ikke mindst forme den efter laveste fællesnævner): de, der ved, skal fjernes, for vi ønsker ikke et ekspertvælde her i Danmark. Den kamp er blevet genoptaget i universitært regi; spørgsmålet er, om universiteterne er parate til en aktiv kulturkamp mod trivialisering af forskningen, professorsponsorater, moderat økonomisk pres fra (halv)private virksomheder … men mest akut: er universiteterne parate til at agere ud fra og iværksætte en differens … mellem viden og ikke-viden? Omformuleret: er dette konsekvensen af masseuniversitetet?