Stokbros blog

Alt relaterer sig som sagt til sex. Sex, kønnet, polariserer sig til ånden i det meste metafysik; kønnet med dets æg i finit uendelighed derinde bagved, med dets meute inde bagved. Det er kroppens udspring og udgang: meuten, sædcellerne, maddikerne.

På coveret til Marilyn Mansons album fra 1996, Antichrist Superstar, står Manson i en stilling, der utvetydigt mimer den franske magiker Eliphas Levis fremstilling af geden fra Mendes som Baphomet. Måden hvorpå Manson holder sine hænder er et tegn på, at modsætningerne er ophævet, at som der er foroven er der forneden - tingene afspejler hinanden. provokationen er ligetil: at Manson skulle have noget som helst med det puritanske, amerikanske udvalgte folk at gøre er en hån, for hvad dekonstruerer han? Idolet, popindustrien, populærkulturen med dens hang til superstars. Alt det overfladiske og letkøbte - og derfor er han placeret i samfundets ruiner.

Baphomet var imidlertid også et frugtbarhedssymbol. Ser man på Mansons køn er det i modsætning til forlægget aldeles ufrugtbart; det er blevet omdannet til en art seksualitetens arabesk, blottet for brugbarhed. Manson er den kastrerede ged, der kun kan mime, der kun kan spille, lege og lade som om. Sådan er poppens antikrist: det kastreret tilbedte. Ånden kan ikke længere flyde over i sin meuteformatering, den kan ikke længere være del af livet, der udfolder sig dionysisk.

Frugtbarhedssymbolet er blevet erstattet af et fluelignende væsen midt i kulturens ruiner; omgivet til alle sider af forfald og et lokum. Der er en barok modernitet over billedets modsatrettede lag, dets leg med ophævelsen af modsætninger. Men der er måske også en kritik af ånden i det? At ånden ikke dialektisk kan overkomme sin egen splittethed, men er fanget i dyndet?

Popkulturen, med dens rekonstruktion af seksualiteten, er opium for folket, og vi er alle en del af folket. Der findes ingen klasser, kun bevægelser.

Mansons selvekstase, hans masturberende (igen ufrugtbarheden) frihed træder i baggrunden på albummets back cover, hvor to bandmedlemmer inhalerer superstarens sæd gennem masker, der er forbundet til hans lem. Seksualiteten afbildes lurvet, som et narkotikum, der kun har ofre.

Og ja, hvordan påvirker popkulturen os mentalt. Vi ved, at billeder, lyd og tekster påvirker, men vi ved ikke hvordan den massive indvirkning fra popkulturen vil danne os som mennesker. Det menneske, der står i skyggen af poppens antikrist afbildes som sterilt, åndeligt dødt, dekadent og apatisk. Som levende som ofre i ruinerne af civilisationen, hvor fluemennesket er det logistiske slutpunkt.

“We’re on the other side the screen is us and we’re T.V.” Jeget dannet som refleksion.

Men hvis alt er foroven som forneden, hvis alt er enhed, så er kritikken af popkulturens dannelsesmønster samtidig en kritik af den kultur, der ikke behøver et præfiks; tilbage er kun den kritiske positionering af jeget i forhold til en given formatering af kroppen og ånden.

Der er altid et andet åndedrag i mit, en anden tanke i min, en anden besiddelse i det jeg besidder, tusind ting og tusind væsner impliceret i de komplikationer jeg forsøger at udrede: enhver sand tanke er en aggression.

Deleuze synes i første omgang ad omveje at bekræfte Blooms Anxiety of Influence, idet der ikke findes en ting, som ikke er berørt af andre. Som Bloom mener de store kunstnere gjorde, dykker også Deleuze ned i det stof andre har fremlagt før ham; han er en dygtig læser, der hurtigt finder frem til teksternes udgangspunkter, hvorfra hans kritiske læsninger udgår. Deleuze er i denne henseende ikke mindre kreativ end Blooms kunstner, men der er noget andet på spil.

De andre, om man så må sige, bliver en skrifttaktik hos Deleuze. Hvem er en sand tanke en aggression imod? I Tusind plateauer hedder det:

Hvorfor har vi beholdt vores navne? Af vane, ene og alene af vane. For at gøre os selv uigenkendelige. For at skjule – ikke os selv, men det som får os til at handle, føle eller tænke. […] Ikke for at nå frem til det punkt hvor man ikke længere siger jeg, men for at nå frem til det punkt hvor det ikke længere er vigtigt om man siger jeg eller ej. Vi er ikke længere os selv. Vi vil hver især genkende dem der er vores. Vi er blevet hjulpet, suget ind, mangfoldiggjort.

Citatet siger det samme som citatet ovenfor bare med andre ord. Er det muligt? Det viser os oveni, hvem aggressionen er vendt mod. Ikke de andre, der er ikke tale om angst for at blive påhvirket (tværtimod). Det er jeg selv aggressionen er vendt imod. Skriften er vendt mod jeg ved at opløse det i perspektiver og forskydninger.

Det er ikke så interessant. Det interessante er den mangel på angst for afsmitning, der er at finde hos Deleuze. Han skriver sig ind i og gennem de andre tekster, som også er flerstemmige. Han bruger teksterne til at skrive sig ud over sig selv … ud over subjektfiktionen. Og han gør det stringent, hvorved der netop kan være tale om filosofiske skrifter og ikke bare usammenhængende rablen, som man så det i de første årtier af 1900-tallet i forbindelse galskabsromantikere.

Filosofien synes at blive mangfoldig, levende og levedygtig hos Deleuze. Den er bizetsk frem for altmodisch, svedende, wagnerisk.

En ny begyndelse forpligter sig først og fremmest på en revurdering af det tidligere grundlag. Dvs. at det, der var, ikke længere er gangbart i forhold til det overordnede projekt. Eller man kan ganske enkelt sige, at engang imellem er det vigtigt at gøre hovedrengøring, fordi gør man ikke det, så ender man med at blive kvalt i det, der er overskredet. I ens intellekts tomme skaller – eller ekskrementer om man vil.

At tale om de tomme skaller er næsten at tale om karmiske strukturer for en blog. Nogen vil sikkert mene, det er pjattet (så må det være sådan) eller overilet (det er det ikke). Det er en beslutning, der har været undervejs siden oktober sidste år.

De tomme skaller er de opbrugte og dermed udtømte tanker, som ikke længere kan gøres nyttige. Som ubrugbare skaber de støj i forhold til det kreative arbejde det er, at etablere ny erkendelse – skabe (revitalisere) begreber. Som udtømte og ubrugbare har tankerne efterladt et aftryk på siden; de vil dermed indvirke sekundært eller tertiært på min videre virksomhed. Jeg kunne skabe et brud mellem de tomme skaller og det ny, der gerne skulle gyde ny energi ud over siden, men det ville være utilfredsstillende ud fra et kallistisk perspektiv. Bruddet ville skabe en disharmoni i forhold til mit arbejde. Det karmiske hjul ville dreje, hvormed jeg mener, at jeg ganske enkelt ville gentage mig selv med stadig større rigiditet og følgelig stadig mindre vitalitet.

Revurdering. Bloggen var tidligere enstonende; den forløb i et gentagende mønster af fabulerende leg. Det er i og for sig godt nok, men hvis legen mangler stringens, bliver den bare fabulerende. I ethvert indlæg må den korteste linjes logik (altså ikke formallogisk tænkt) udarbejdes med præcision – og ikke nødvendighed. Alting kunne være anderledes. Den logiske konstant i det arbejde blev allerede dengang fremhævet: faktumet (dets brutalitet). Dermed orienterede jeg bloggen mod æstetikken i Baumgartens oprindelige prægning af ordet. For gennem analogon rationis (en tekstintern kohærenslogik) at gribe det oversete eller forbigåede faktum.

Den linje ønsker jeg at fortsætte.