Om friheten står att finna i tendensen, i avsikten…den imaginära utsidan….jag vet inte hur säga.
Camatte, tänker på Camatte.

Det jeg sigtede mod var, at udfolde den følelse, som slog mig, idet jeg læste din sætning. Dermed er jeg egentlig heller ikke interesseret i at lave nogen komparativ læsning af Borges’ og Enos værker – særligt ikke da jeg slet ikke kender 77 Milion Paintings. For dér tror jeg, du har ret i din kritik.

Mht. det sidste du skriver, så er det netop derfra melankolien opstår, fordi biblioteket i Babel er finit og fordi de 77 millioner malerier også er finit (omend ikke i praksis): det de hver især lokker med er, at man kan vide det hele og se det hele. I forhold til min følelse ved læsningen af din sætning, så er det der melankolien træder ind: skuffelsen af begæret idet objektet for ens begær viser sig ikke at kunne tilfredsstille det … ikke at have det.

Hos Borges er der altid et utal af spidsfindige lag, som ofte ikke er labyrinter, men blot er en måde at iklæde sin tematik (viden eller -– som jeg som ikke-litterat foretrækker at læse Biblioteket i Babel -– information) en narrativ løgstruktur. Samtidig bruger Borges litterære greb til at gøre denne tematik, information eller viden, til prosa. Den fantastiske læseoplevelse opstår i den ironiske distance til paradokserne om umådelige biblioteker og vanvittige encyklopædier, og rigtige mænd begår i Borges’ litteratur også gerne spektakulære selvmord, fordi det hele er så forrykt. Der er altså en narrativ kobling mellem den praktiske uendelighed i Biblioteket i Babel til den novelle, vi faktisk læser, Biblioteket i Babel. Denne kobling er en lang og snørklet narrationsvej fra novellens primære (og enormt kolde) omdrejningspunkt til det egentlige værk.

Den samme ironiske distance har jeg simpelthen svært ved at finde i Enos værk, selvom jeg til overmål ironiserer over værket i min tekst. Som jeg ser det, ligger den ironiske distance simpelthen i de omsluttende narrative lag hos Borges. Hos Eno er uendeligheden langt koldere end i Biblioteket i Babel, fordi de narrative lag (og dermed den relativt levende ironi) forsvinder til fordel for det perceptuelle lag: Vi bliver direkte konfronteret med uendeligheden, der hverken er belastet af narration eller ironi, hvilket selvfølgelig er forfærdeligt. Vi begår ikke selvmord af at se på 77 Million Paintings, men vi er på den anden side heller ikke ansat til at katalogisere billederne.

Det er på en eller anden måde betryggende at vide, at biblioteket i Babel er en umulighed, og samtidig er det rædselsfuldt at tænke på, at der findes et meget virkeligt og præsentationelt stykke billedkunst, som man aldrig kan se.